Kære studenter

Kæmpestort tillykke med huen fra alle os i KFS! Hvor er det altså vildt, at I nu står her!

(Eller ligger og sover, er måske et bedre bud. Vi er trods alt et par dage inde i jeres fejring.)

To, tre, fire – måske flere – års arbejde er ovre. Den sidste danskstil er skrevet. Det sidste regnestykke er regnet. Den sidste kop morgenkaffe fra kantinen er drukket. I har slidt. I har slæbt. Og nu kan I endelig læne jer tilbage, nyde sommeren og sige: ”Vi gjorde det!”

Ja, I klarede det, og det skal I være helt ekstremt stolte af! Om det er gået perfekt, eller været ren overlevelse og kattejammer, så kig dig selv en ekstra gang i spejlet, nyd synet af din hue og råb det lige en ekstra gang: ”Vi gjorde det!”

Kæmpe tillykke!

I undrer jer måske over, hvem den gæve unge gut på billedet ovenfor er. Det giver god mening. Han hedder Morten (yes, det er mig). Og jeg er kommunikationsmedarbejder i KFS.

Normalt plejer jeg at gemme mig trygt bag KFS-logoet. Fortælle jeres historier. Stå bag kameraet. Og vise jer frem. Og hold nu op, hvor er det stort at få lov til!

(okay.. måske har jeg også sneget mig på scenen på Discipeltræf og Påskelejr en enkelt gang og gøglet rundt. Eller to.)

Gang på gang er jeg blevet blæst bagover af jer og de vilde historier og vidnesbyrd, jeg har fået lov til at dele. Guldkorn om troen, livet med Gud og opmuntringer om, hvordan han handler ind i jeres liv. Inspirerende fortællinger om jer og jeres fællesskaber. Og om alt det, I gør, for at nå jeres venner med evangeliet.

Vaffelaftener. Kageuddeling. Julegaver. Grill-en-kristen. Uncovergrupper. Om det er med ord, i venskaber, gennem Bibelen, med søde sager i hånden eller med godhed, så finder I en vej til at få fortalt jeres klassekammerater de gode nyheder. I har simpelthen en smittende iver efter at få lov til at dele evangeliet og give ud af den kærlighed og godhed, I har mødt hos Jesus, som jeg og alle ansatte i KFS hver dag lader os inspirere af.

Det er og har været et privilegie at få lov til at vandre med jer, være på lejr med jer, lovsynge med jer, græde med jer, le med jer, lære af jer og mærke jeres kærlighed til Jesus. Det vil alle os i KFS gerne sige jer et stort TAK for!

Heldigvis er den vandring slet ikke ovre, for KFS slutter ikke her. Om det bliver i en studiestedsgruppe på en videregående uddannelse, i en fælles-KFS i en af landets studiebyer, på vores lejre, til et KFS-arrangement i studieverdenen eller som forbeder. Der er meget mere i vente til jer, og vi glæder os til at finde ud af, hvordan vi sammen kan være med til at ’kende Jesus og gøre Jesus kendt’ i hele studieverdenen!

---

Normalt er det kutymen at runde en studenterhilsen som denne af med nogle gode råd og livsvisdom. Men de gode råd kan I få hos Svend Brinkmann, og livsvisdom har jeg ikke meget af.

I stedet vil jeg gerne dele min historie med jer og tage jer med på et lille stykke af den vandring, jeg har været på sammen med Gud. Det virker kun fair, når jeg nu har bedt så mange af jer dele jeres historie. Det er hverken en køn, from eller flot historie. Men det er en historie om Guds trofasthed. Om hvordan han har handlet i mit liv. Og at han aldrig giver slip. Heller ikke i en synder som KFS’ kommunikationsmedarbejder.

Vi skal tilbage til tidernes morgen (okay. 2011. ældre er jeg heller ikke), hvor jeg blev student. Jeg elskede det! Glæden. Euforien. Fællesskabet med mine klassekammerater. Det var stort. Vi var endelig færdige.

Men for mig var det også en tid i flugt. Flugt fra den Gud, jeg havde brugt så meget af min gymnasietid på at fortælle mine venner om. Flugt fra den tro, jeg ikke længere gad. Og flugt fra den anderledeshed, jeg hadede så meget.

Jeg havde ellers været en god KFS’er i hele min gymnasietid. Med i ledergruppen. Fastgiverteam på alle KFS-lejre. Formand i IMU-foreningen. Kendt under kælenavnet kristne-Morten. Frommere bliver det vel ikke?

Alligevel var noget gået skævt. Ikke som en skelsættende begivenhed. Men som en kugle, der langsomt skiftede retning og mistede sin kurs. Jeg havde fået forvrænget mit billede af Gud og troede, at alt handlede om, hvor pænt et liv, jeg kunne leve. At troen var noget, jeg skulle være, gøre og præstere. Og ikke en gave, Gud giver mig.

Så jeg kørte død i andagtspligter og al vores snak om synd, bibellæsning og fromme gerninger. Af at skulle skjule, gemme og fortie alt det, der ikke var pænt og fromt. De øl, jeg drak for meget. De dumme ting, jeg gjorde. De farlige tanker, jeg tænkte; at jeg helt grundlæggende var i tvivl, om vi egentlig havde fat i den lange ende.

Det var indimellem som om, der var mere plads til alt det grimme hos mine gymnasievenner, end der var i mine kristne sammenhænge. At der var mere plads til mig. Med alt det, jeg kom med. Så jeg søgte deres gode fællesskab. Dyrkede byturene. Og nød friheden til bare at være.

I studenterugen skiftede jeg endegyldigt spor. Overgav mig til sommer, drinks og højt humør. Og lod Gud sejle videre uden mig. Jeg var færdig. Udkørt. Og klar til at feste.

Og jeg tog videre til Roskilde Festival. Den ene aften tog den anden, og det samme gjorde øllene. Detaljerne er slørede, lidt sjove og indimellem skamfulde.

Men heldigvis var Gud ikke færdig med mig. Fredag aften, med en ganske betydelig promille i blodet, fandt Gud et stille øjeblik mellem nogle koncerter, hvor han konfronterede mig med det, jeg egentlig altid har vist:

At han er Gud. At han er virkelig. Og at han elsker mig.

Jeg kan godt prøve at bilde mig selv ind, at jeg ikke tror på noget. At verden giver fint mening i sig selv. Men det er uærligt. For dybt nede i mig, befinder der sig en tro. En tro på, at Gud virkelig er altings ophav. At Jesus virkelig er Guds søn. Og at han virkelig blev menneske, gik på jorden, døde og opstod igen.

Jeg har prøvet at slippe den tro, både dengang og siden. Jeg er ofte træt af den. Og det blev bestemt ikke sidste gang, Gud skulle gribe fat i mig og pege mig i den rigtige retning igen. Men lige her, på en bænk i Roskilde, mindede Gud mig om det, jeg har prøvet at tage alvorligt siden;

Han er virkelig. Og han vil mig. Så meget, at ”han gav sin enbårne søn for at enhver, der tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv,” som det står i Johannesevangeliet.

Det gælder, når andagtslivet kører på skinner, og alt bare giver mening. Men det gælder også for en forvirret, udkørt, småfuld og træt KFS’er, der desperat prøver at flygte fra ham. Lige der træder Gud ind og siger:

”Morten, kom til mig. Du har slidt dig træt og båret tunge byrder. Nu vil jeg give dig hvile.”

Og det skal være min visdom og mit råd til jer. Lige meget hvor længe eller hvor langt, I løber fra Gud, så vil han altid stå der. Klar til at tage jer ind i sin favn igen! Om I befinder jer på en bænk i Roskilde eller i kirken. Om det er 2 dage eller 5 år siden, du sidst har læst i din Bibel. Om du har styr på det hele, eller det hele er styrtet. Gud vil altid stå lige ved siden af dig. Klar til at tage imod dig – med alt, hvad du er!

Ja, der er ikke noget sted, vi kan løbe hen, hvor han ikke kan finde os. Ikke noget rod, han ikke kan håndtere. Når vi står midt i mørket og famler efter vejen frem, så er mørket ikke mørke for ham. Og når vi står midt i lyset og tror, vi kan klare os uden ham, så kalder han os hjem. Han holder fast i os. Også når vi giver slip.

Ingen har sat bedre ord på det end David. Så jeg vil lade ham få udgangsreplikken og det sidste ord til jer.

Tak, fordi I var jer! Hver især! Det har været en fornøjelse!

Og så ses vi på den anden side af sommerferien (eller hvornår I end vågner igen).

Stiger jeg op til himlen, er du dér,

lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.

Låner jeg morgenrødens vinger

og slår mig ned, hvor havet ender,

så leder din hånd mig også dér,

din højre hånd holder mig fast.

Siger jeg: »Mørket skal dække mig,

lyset blive til nat omkring mig,«

så er mørket ikke mørke for dig,

natten er lys som dagen.

Alt det bedste og Guds velsignelse over jer og jeres fremtid!

Kærlig hilsen

Morten Birkmose

Og alle de ansatte i KFS