Tid til fordybelse og FIFA

Louise og Andreas nyder hverdagen tilbage på LTC på et overbygningssemester, der giver mere tid til fordybelse i undervisningen og fællesskabet.

Tid til fordybelse og FIFA

Et år på KFS’ ledertræningscenter, LTC, består af to semestre: grundforløbet samt overbygningen.

Med forårssemesterets start er overbygningen nu i gang: fem måneder, som leverer mere af den gode undervisning, det gode fællesskab og de intense teamperioder.

Undervisningen hviler stadig på de tre LTC søjler: evangelisation, bibelfordybelse og ledertræning, og med dette for øje har eleverne fået nye fag.

Der er både guf for nørderne i Teologi og filosofi, samt stof til refleksion i Samtidsanalyse, hvor der dykkes ned i, hvordan troen kombineres med den tid, vi lever i.

Semesterets højdepunkter

Louise Mølby Nielsen starter også ved undervisningen, når hun skal fortælle, hvad hun ser frem til de næste måneder.

”Udover en masse skøn og givende undervisning, samt fedt fællesskab med hinanden, ser jeg meget frem til vores teamperiode i udlandet.”

På turen i april skal LTC’ere besøge KFS-arbejdet i Montenegro og Albanien i tre uger.

”Jeg tror, det bliver helt vildt spændende at opleve, hvordan det er at være kristen på studiesteder med en helt anden kultur og at snakke med gymnasieelever, der på mange måder nok har en anden tilgang til ting, end mange danske gymnasieelever har.”

Andreas Nørgård Pedersen ser også frem til udlandsturen, men tilføjer.

”Det, jeg ser mest frem til på overbygningen, er fortsat at være sammen med mine LTC dudes. At spille FIFA, at snakke om store og små ting og – vigtigst af alt – at dele tro sammen.

Tjenesteforløb – tid til fordybelse

Det store nye tiltag i undervisningen på overbygningen er dog tjenesteforløbet.

”Tjenesteforløbet er tid til fordybelse, og det er super nice!” siger Andreas. Han fortæller, at nogle arbejder med forkyndelse, andre med evangelisation, mens resten har valgt noget helt syvende.

”Hele pointen med tjenesteforløbet er at finde ud af, hvilken tjeneste vi kan være skabt til at have i en menighed. Der er jævnligt vejledningssamtaler med én af de tre LTC lærere.”

Selv fordyber han sig i emnet Apologetik.

”Listen af de bøger, jeg gerne vil have læst er lang, og det er lækkert med gode rammer og kompetent sparring ved LTC lærerne – jeg ville nok ikke få læst så meget, hvis jeg bare var derhjemme. Jeg har valgt emnet, da jeg håber på, at forløbet kan bidrage til gode snakke om sandsynligheden for den kristne Guds eksistens.”

Louise har valgt at fordybe sig i Evangelisation.

”Det har jeg valgt, fordi jeg bare har en kæmpe brand for, at andre mennesker skal møde Jesus! Jeg føler, at jeg er sat her på jorden for at være vidne for ham, og det vil jeg gerne undersøge, hvordan jeg gør bedst muligt. Jeg håber, at jeg må blive mere udrustet til specielt at møde mine ikke-kristne venner, der hvor de er, og at Gud på en eller anden måde – igennem mig – må kunne skinne ind i deres liv.”


Næste gang LTC’erne drager ud i landet på teamperiode er i uge 5 (d. 29. januar til 2. februar).

Du kan altid følge dem på deres facebookside på facebook.com/ltc.kfs og læse mere på ltc.kfs.dk