Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Spørg aldrig om det nytter, spørg om det er sandt

Den intense hverdag på KFS’ ledertræningscenter, LTC, har efterhånden indfundet sig hos eleverne. Vi har snakket med nordteamet, som netop nu er hjemme på højskolen mellem to uger med skolebesøg.

Spørg aldrig om det nytter, spørg om det er sandt

I det offentlige rum bombarderes vi konstant med reklamer og budskaber, der vil overbevise os, overtale os, forføre os eller måske endda, vildlede os.

Når LTC’ere rejser på skolebesøg bliver de automatisk en del af det ovenstående kor, dog med en ganske anden dagsorden. De vil samtale og udfordre – de vil opfordre og opmuntre.

Det femmands store nordteam er lige nu i gang med at forberede næste uges teamperiode – en uge med religionstimer, standbesøg og samvær med KFS grupper. Med sig i forberedelserne har de fem – Johanna, Kristian, Lasse, Signe og Thomas – erfaringen fra årets første teamperiode.

Skolebesøg med blandede oplevelser

Centralt på en teamperiode står skolebesøgene, hvor LTC’erne bruger en dag på at være afsted på et gymnasium.

”Dagene starter med, at vi mødes på et gymnasium og laver en lille check-in-runde og beder for gymnasiet. Når standen er sat op og folk begynder at kigge hen, deler nogen af os kakao ud og tipper 13’ere om kristendommen, mens andre er ude og opsøge en snak hos elever, der har fritime.”

Det er en simpel opskrift, men også udfordrende.

”Det første standbesøg var faktisk lidt hårdt – der var ikke så stor interesse for standen, og flere af os oplevede at blive mødt med en meget svag interesse, når vi ville tale om tro”

I den anden ende af spektret findes dog de oplevelser, som gør det hele værd.

”De to standbesøg, vi var på torsdag og fredag i teamperioden, var meget nemmere og mere givende. Her var folk interesserede i standen, og alle fra teamet endte i nogle gode snakke og fik lov til at sidde over for et andet menneske og spørge ind til deres verdenssyn og samtidig dele ud af evangeliet.”

Vi er allesammen KFS

De sande superhelte på en teamperiode er ikke LTC’erne, men de lokale KFS’ere. Og fællesskabet med disse inspirerede nordteam i løbet af ugen.

”Det var fedt at kunne møde nogle af dem, som sammen med os udgør KFS. Det fælles udgangspunkt var bare skønt. Det er rigtig dejligt at kunne komme udefra og blive lukket ind i deres fællesskaber til både gode samtaler eller spil og hygge.

På skolebesøgene var nordteam heller ikke alene.

”Der var flere KFS’ere, der brugte vores besøg på skolerne til at tage deres klassekammerater med hen til standen og få talt om mere end afleveringer og lektier. Vi er trygge i, at deres kammerater gentagende vil blive mødt med Jesu kærlighed gennem disse KFS’ere, selvom vi nu er hjemme igen og ikke kan følge op på de gode snakke, vi havde.”

Også teamets værtsfamilie gjorde ugen til en behagelig oplevelse.

“Vores værtsfamilie var bare så herlige – de sørgede virkelig for, at vi kunne slappe af og lade op, og deres hjem stod bare åbent for os. Dem er vi meget taknemmelige for!”

Snart af sted igen

Hjemme på højskolen lader nordteamet op til endnu en teamperiode med skolebesøg og samvær med lokale KFS’ere. Det nye er dog, at teamet denne gang skal holde oplæg i religionstimer på gymnasierne.

”Religionsoplæggene fylder rigtig meget i vores hoveder nu – og vi er meget spændt på at skulle ud og holde timer for folk.”

Sommerfuglene flakser dog ikke mere, end teamet også glæder sig til at starte deres elskede Opel op for igen at køre mod Nordjylland.

”Vi glæder os til at skulle afsted igen – men det er også krævende uger, så tiden herhjemme går med at lade op mentalt og blive fyldt på, så vi igen kan blive klar til at komme ud. Vi har blandt andet fået den ære at skulle bo et par dage på en KFS-kollektiv uge i Holstebro – og det kan I tro, vi glæder os til!”

Spørg aldrig om det nytter – spørg om det er sandt

Før deres første teamperiode tog Nordteam fra LTC med mottoet ’Spørg aldrig om det nytter – spørg om det er sandt’ i baghovedet, og det har de holdt fast i.

”Vi har syntes, at det var rigtig udfordrende kun at have så kort tid, som et frikvarter tillader, til at samtale med folk. Det har været lidt svært at tro på, at det har kunne gøre den vilde forskel.

Samtidig har vi dog kunnet høre en summen over nogle af vores spørgsmålsplakater og tip en 13’ere, selvom vi ikke selv sad som en del af de samtaler – og det har været for fedt!

Så vi håber meget og tror også på, at Gud bruger vores tilstedeværelse på gymnasierne til mere end det, vi selv ser frugten af. Vi hviler i, at vi kommer og vil række folk verdens bedste budskab, som kan tale ind i folks liv, der hvor vi ikke kan.”