Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

DT17: En fejring af fællesskabet

Sidste dag på Discipeltræf 2017 var endnu en dag med fejring af det kristne fællesskab. Nårh ja, og så indeholdt dagen blandt andet candyfloss, en tørretumbler og KFS-medlem nummer 1.000.

DT17: En fejring af fællesskabet

Der er synlig forskel på en discipeltræfdeltager fra lejrstart lørdag til afslutningsmødet onsdag. Man ser lidt ældre ud.

Om det er visdommen, der er kommet af den gode undervisning i mødesalen og på seminarerne, eller om det er trætheden, der laver poser under øjnene, skal vi lade være usagt.

I hvert fald er der nok ikke en eneste deltager, der forlader lejren på Skanderborg Gymnasium her til eftermiddag uden at have fået noget med på trosvandringen i hverdagen på studiestedet.

Dørene går op til lovsangsaften på #discipeltræf – det skal nok blive godt 😃 // Simon, lejrjournalist

A post shared by KFS Danmark (@kfsdanmark) on

Tirsdagsbegivenheder

Oplevelserne stod også i kø på lejrens sidste hele dag, som bød på bibeltime, seminarer samt en auktion, hvor lejrdeltagerne kunne byde på alt fra tommestok til frugtkurve og minsandten også en tørretumbler.

I mellem tirsdagens lejrtilbud var gangene på Skanderborg Gymnasium fyldt op med forskellige organisationer på årets standdag. Repræsentanter fra en bred vifte i det kirkelige landskab var mødt op for at præsentere sig selv og deres sag for lejrdeltagerne.

Ingen var dog så overbevisende som Promissio for deres nye Global Discipleship Training højskole, der med candyflossmaskine sikrede, at blodsukkeret var højt hos deltagerne igennem den sidste eftermiddag på lejren.

1000 medlemmer

Det var også tirsdag på årets lejr – om end meget tidligt på dagen – at en milepæl blev nået i KFS’ historie som medlemsorganisation. Således blev medlem nr. 1.000 under 30 år meldt ind i KFS lidt over klokken 02.00 natten til tirsdag.

For KFS betyder dette også noget økonomisk, da man som medlem under Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) får tilskud af tipsmidlerne ud fra netop sit antal af medlemmer under 30 år.

Det var dog af egen lomme, da generalsekretær Christian Rasmussen efterfølgende måtte holde sit ord om at købe flødeboller til alle lejrdeltagerne, da nyheden var en realitet.

Vi står sammen som ét legeme

Endnu et Discipeltræf er dog nu afsluttet. En lejr som i selve sin væren er en hyldest til det kristne fællesskab.

At man kan samle flere hundrede deltagere til undervisning, lovsang og fællesskab er én ting. Noget andet og ligeså fantastisk er det, når planlægning bliver til virkelighed.

Når undervisere bruger fridage på at rejse fra Nordjylland og København for at holde oplæg. Når forbedere engagerer sig i de mennesker, der søger dem. Når musikere bruger deres talenter til at lede lovsangen. Og når frivillige og køkkenfolk, knokler for at gøre det praktiske til en god oplevelse.

Ja, tager man et skridt tilbage og ser på årets lejr, bliver Discipeltræf et stærkt vidnesbyrd på, hvad kirken kan udrette, når vi står samme som ét legeme.

Vi går derfor nu opløftede ud i vores hverdag og glæder os i vore stille sind til KFS’ Påskelejr 2018.