Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Assist 2017: Praktisk arbejde, fællesskab og Guds kærlighed

"Der er lag i forståelsen af Guds kærlighed, som vi ikke kan tænke, bede eller læse os til, men som vi må erfare gennem vore hænder." Læs med når KFS-sekretær Hans-Christian Pettersson reflekterer over årets Assist-lejr.

Assist 2017: Praktisk arbejde, fællesskab og Guds kærlighed

Af Hans-Christian Vindum Pettersson, KFS-sekretær

Det er med en klump i halsen og følelserne udenpå tøjet, at jeg i år tog afsked med 25 Assist-deltagere efter gudstjenesten i Grønnevang kirke. Endnu en uges meningsfuldt, nært, glædesskabende og trosstyrkende fællesskab var ovre, og for mit vedkommende, nok også min sidste Assist. Heldigvis har 2 KFS’ere taget opgaven på sig og vil arrangere Assist 2018. Så lejren går ingen steder.

Men nu hvor Assist går ind i en ny fase, hvor den skal ledes af frivillige, så fortjener den at få lidt ekstra opmærksomhed.

KFS har siden 2011 holdt Assist i samarbejde med Grønnevang Kirke, Brohuset og beboerforeningen for Kongevænget i Hillerød Øst. Der er tale om en KFS-lejr med fokus på at hjælpe med at opbygge et lokalområde. Assist handler altså ganske simpelt om fysisk arbejde, fællesskab, kulturmøder og at erfare og sprede Guds kærlighed.

Men hvad er det ved konceptet, der kan få 20-40 studerende til at bruge i en uges sommerferie på havearbejde og rengøring? Og hvad er det man oplever på en Assist-uge? Og er det overhovedet relevant for KFS fortsat at prioritere en diakonal sommerlejr for studerende?

Det har jeg fået tre andre deltagere til at hjælpe mig med at beskrive. Julie Christensen fra København, som er garvet Assist-deltager, Jacob Munk fra Aarhus, der er førstegangsdeltager og Thyge Enevoldsen, præsten i Grønnevang Kirke, der er medarrangør og en af de oprindelige initiativtagere til Assist.

Hvorfor deltager man på Assist?

Julie har været med på Assist fra allerførste år og beskriver en helt særlig stemning over Assist-arbejdet: “Dét, der får mig til at tage på Assist igen og igen, er den særlige stemning i lokalområdet, der opstår, når lejren går i gang. Når først jeg har Assist t-shirten på, sker der noget med mig: Jeg vil være med til at sprede kærlighed og glæde i området og får lyst til at hilse på alle dem, jeg kommer forbi. Det er et helt kvarter, der får løftet deres byrder fra skuldrene ved vores hjælp, og det kan man mærke, når man går rundt i løbet af ugen – venlighed og fornemmelsen af, at her er hjælp at få, bryder frem.”

Jakob, der var med for første gang i år, beskriver, hvad der motiverede ham til at deltage på Assist, sådan her: “Praktisk arbejde er ikke hjerteblod for mig, og det har ofte gjort, at jeg har tænkt, at Assist ikke lige var lejren for mig. Det, der alligevel motiverede mig til at tage med, var, at projektet virkede så meningsfuldt og godt, og at folk, der havde været med på lejren tidligere, alle havde været mere end almindeligt begejstrede. Så jeg gav det en chance. Mine forventninger var altså ikke overvældende. Men jeg kan med sindsro sige, at det er en af mine største KFS-oplevelser til dato. De mennesker jeg mødte, og som lukkede mig ind for en dag eller to, har gjort et uudsletteligt indtryk på mig.”

Thyge motiveres af at det år efter år har været en uge, der har givet en særlig erfaring af evangeliet i praksis. Han forklarer desuden, at Assist for ham ikke kun varer en uge i sommerferien: “Alt det gode, som bliver sået i Assist-ugen, det spirer og vokser og bærer frugt i lokalområdet i Grønnevang sogn hele året rundt. Assist gør mig ekstra glad for og stolt over at være kristen og gammel KFS´er.”

Assist er fællesskab med Gud og mennesker

Assist er bygget sådan op, at vi bruger dagtimerne på at hjælpe med praktiske opgaver i folks hjem. Det kan være at male et værelse, bygge en reol, gøre rent, klippe hæk, nedkæmpe en uregerlig græsplæne eller andre opgaver. Om eftermiddagen og om aftenen er der stor frihed til at bruge tiden, som man vil. Der er oplagte muligheder for at få hvilet, søge Gud, dyrke sport og dyrke relationerne med de andre deltagere. Assist handler altså også om at danne fællesskab med hinanden og med Gud. Men vinklen på denne relationsdannelse bliver lidt anderledes end på andre lejre. “Her bliver der bygget venskaber over en hækklipning”, som Julie siger det.

Jakob oplevede også fællesskabet som noget helt særligt på Assist: “Det var stærkt at opleve det helt unikke fællesskab, der opstår, når man er sammen om at udføre praktiske opgaver. Det føltes virkelig som et broderskab, hvor vi alle delte noget helt usædvanligt, som bandt os meget, meget tæt sammen.”

Det praktiske arbejde har en kæmpestor indflydelse på resten af lejren. Ikke kun fordi man bliver fysisk træt, men også fordi, det at sprede Guds kærlighed også påvirker dig selv. Derfor er det ikke overraskende, når de studerende oplever at blive styrket i troen og forstå Guds kærlighed på en ny måde gennem arbejdet.

Jakob havde for eksempel en åndelig oplevelse, da han fjernede spindelvæv en dag: “På et tidspunkt stod jeg i et køkken og fjernede spindelvæv fra væggene. Vi havde arbejdet i flere timer, og det kunne knap ses. Jeg kom til at tænke på, hvordan ydre rod ofte afspejler et indre rod, og hvordan det at rydde op kan give en følelse af indre ro. Pludselig fik jeg den her følelse af, at køkkenet blev som et spejl for mit eget indre rod: mit væsen er ligeså indsmurt i synd, som de her vægge var indsmurt i spindelvæv, støv og nikotin. Og der går Jesus, der kalder sig selv Tålmodighedens Gud, ligeså stille og roligt rundt og støver af og tager spindelvæv af mit hjerte. Selvom han efterhånden har været nogle år på sagen i mit liv, synes jeg til tider, det er svært at se den store forskel. Nok er der blevet taget lidt hist og her, men helheden er stadig temmelig fortvivlende. Præcis ligesom i køkkenet. Men efter et par dages vedholdende arbejde begyndte der virkelig at ske en mærkbar forskel, og da ejeren kom hjem, sagde han: “I går (da der blev taget fat på arbejdet) begyndte et nyt liv for mig.” Ligheden var ikke til at tage fejl af: også sådan da Jesus tog fat på arbejdet i mig. Det var den åndelige betydning af lejeren for mig.”

Assist er kulturmøder

Udover fællesskab med de andre studerende og Gud, så udfordres vi også på Assist til at bygge relationer på tværs af kulturelle og sociale barrierer. For ugen krydres hvert år med forskellige slags kulturmøder.

Særligt for i år var det, at to arabiske fædreklubber spontant inviterede os på besøg, hvor de fortalte deres historie som forening og om deres forsøg på at gøre en forskel i lokalområdet. Det er noget af det, der kun sker, fordi Thyge har været der så længe, og fordi KFS har været trofaste og har holdt Assist år efter år. På den måde er tilliden og den gensidige respekt blevet opbygget. Ellers ville det have været lukket land.

Et andet kulturmøde af den særlige slags, var da Selwa Shahab, en syrisk flygtning, sammen med sin 11-årige datter brugte en aften på at fortælle om deres flugt op gennem Europa til fods. Vi havde også besøg af Matthew og Mahmoud, to persiske kristne og afviste asylansøgere, der fik udgangstilladelse fra deportationscentret Kærshovedgård for at deltage på Assist et par dage.

I den gastronomiske genre fik vi også et særligt kulturmøde, da de arabiske fædre i området arrangerede en arabisk grillaften om fredagen, i år i anledning af Eid og Assist. Det gjorde indtryk at se hvordan mange forskellige slags mennesker fra lokalområdet deltog, spiste sammen, røg vandpibe og nød en fredag aften sammen.

Men kulturmøderne på Assist begrænser sig ikke til mødet med andre etniciteter og mellemøstlige kulturer. På Assist får vi hvert år mulighed for at møde folk fra alle sociale lag. Både førtidspensionisten og parcelhusejeren kan bede om hjælp i denne uge, og det betyder, at man som Assist-deltager møder forskellige skæbner. Jakob var en af dem der fik et ekstraordinært møde og blev vist stor tillid i år, da han fik lov til at gøre rent hjemme ved en mand med en svær historie, der ikke havde haft besøg i sit hjem længe: “Der var en oplevelse, jeg kommer til at huske mere end noget andet: at blive lukket ind i et hjem, der formodentlig havde været ubesøgt i flere år. Det trængte til en kærlig hånd, og vi kunne ikke gøre alt, men vi kunne gøre noget, og det gjorde en forskel. En forskel som kommer til at kunne mærkes. Ejeren var en fantastisk og varm person, som ikke blot lukkede os ind i sin lejlighed men også i en fortid, der ikke var uden sår. Jeg er meget taknemmelig for at have mødt ham.”

De ekstraordinære kulturmøder efterlader uudslettelige indtryk på deltagerne på Assist. Blandt andet nuanceres de studerendes teoretisk funderede samtaler og overvejelser om integration, udlændingepolitik og flygtningestrømme i mødet med disse konkrete mennesker. Assist bliver en uge, hvor de studerende har mulighed for at få et upoleret møde med virkeligheden på den anden side af studierne. Og fordi de kommer helt ind i privatsfæren, ind i folks hjem, så ser de både det svære og det skønne.

Er Assist relevant for en studenterforening som KFS?

Her til sidst kommer en lille metaovervejelse: Er Assist relevant for en studenterforening som KFS? Til det vil jeg starte med at sige: “Bed og arbejd.” Det var benediktinermunkenes motto. Denne gamle kloster- og missionsbevægelse forstod fra deres oprindelse af, at der er en sammenhæng mellem åndelig fordybelse og praktisk arbejde. Ingen af delene må udelades af vores kristne liv. Blandt andet fordi udlevelsen af nådehandlinger – det vil sige at gøre noget godt overfor nogen, som ikke har gjort sig fortjent til det eller ikke kan betale dig tilbage – hjælper os til at forstå Guds kærlighed på en anderledes måde. Der er lag i forståelsen af Guds kærlighed, som vi ikke kan tænke eller bede eller læse os til, men som vi må erfare gennem vore hænder.

I mine år på Assist har det særligt været spændende for mig, at se menneskers reaktion på at få hjælp, som de ikke kan gengælde, ikke kan betale sig fra og ikke kan affærdige, som en ret eller “velfærdsservice”. Nogle føler sig måske lidt ubekvemme og vælger ofte at handle sig ud af det, ved at give igen med smil, kager og knus. Andre stråler af glæde og bliver følelsesladede. Reaktionen på vore små nådehandlinger på Assist kan nogle gange vise os et glimt af Guds store nådehandlinger mod os. Og den erfaring har virkelig beriget og styrket min tro i helt særlig grad.

Jakob siger det så elegant, at han får lov til at slutte denne artikel: “Man kan lære en hel masse om tro, håb og kærlighed af at være på Assist. Troen trives godt, når der handles og arbejdes i Kristi navn, håbet styrkes når man ser glæden i øjnene af mennesker, der har været helt nede på bunden, og kærligheden bruser for fuld udblæsning, når man er sammen om alle de gode oplevelser og snakke, som Assist helt uundgåeligt fører med sig.

Slutnote:

Næste år vil Assist fra KFS’ side blive arrangeret af de to frivillige: Julie Thingmann Christensen og Christine Plesner. Fra Grønnevang kirkes side fortsætter sognepræst Thyge Enevoldsen og hans team af frivillige arrangører: Peder Tudborg Eriksen, Finn Hansen, Charl Nymann-Jensen.