Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Studentermission på verdens tag

Kend Jesus og gør Jesus kendt – i Nepal!? 22-årige Peter Højlund har i dette semester arbejdet for den internationale studenterforening, IFES, i Nepal. Kom med til den anden ende af verden, til landet med Mount Everest, verdens tag.

Studentermission på verdens tag

Nepal er det smukke bjergland, som strækker sig henover Himalayabjergene ovenover Indien. Det er et land bestående af et ydmygt og venligt folkeslag. Her lever hinduismen og spiritualiteten i bedste velgående. I langt de fleste taxaer finder man små statuetter af guder, og på hvert andet gadehjørne finder man små altre, hvor der bliver ofret til guder. Her findes ingen religionsforskrækkelse, snarere tværtimod. Det er et stort sammensurium af åndelighed.

Midt i dette eksotiske sammensurium bor danske Peter Højlund.

Ud at rejse med KFS
Mange studerende rammes af rejselyst, når studenterhuen er på, eller bacheloren er skrevet. Og hvis udlandet trækker og verden skal opleves, hvorfor så ikke rejse ud og hjælpe til i det internationale studenterarbejde?

Det var med denne opfordring i rejsetasken, at Peter Højlund, gammel KFS’er fra Rødkilde Gymnasium i Vejle, pludselig fandt sig involveret i studenterarbejdet i Nepal.

”Da jeg rejste til Nepal var det i første omgang for at arbejde med en anden organisation. Kort tid før jeg tog afsted, talte jeg med Christian Rasmussen fra KFS, om muligheden for eventuelt at arbejde med IFES i Nepal,” skriver han fra hovedstaden, Katmandu.

”Efter et par uger i Nepal kontaktede jeg generalsekretæren for IFES, eller NBCBS som det hedder her. Han, Ram Kumar Lama eller bare Sharad, var meget ivrig efter at møde mig, så det blev hurtigt sat i stand og ikke længe efter begyndte mit arbejde med dem.”

En anderledes rolle
Nepal er et hinduistisk land, hvor kastesystemet lever i bedste velgående, og hvor man helst ikke ser at folk konverterer til andre religioner. Derfor er mange nepalesere og deres myndigheder modstandere af udbredelsen af kristendommen og Peter fik at vide, at det ikke ville gavne meget, hvis der kom en kaukasisk udseende mand ind på deres universiteter for at mødes med eleverne.

”Det slog mig i første omgang ud at høre det, før Sharad fortalte mig, at de havde en lang liste over andre ting, de meget gerne ville bruge mig til”.

På denne liste var den perfekte opgave for en kommende teologistuderende som Peter, nemlig udviklingen af et bibelstudiemateriale. En opgave som han endte med at springe på:

”Nu går mine dage med at dykke ned i Johannesevangeliet, hvor jeg til hvert kapitel skriver en længere kommentar over teksten, som afrundes med fire spørgsmål, der relaterer sig til indholdet i det pågældende kapitel,” skriver han entusiastisk.

Kend Jesus og gør Jesus kendt – på nepalesisk
Generalsekretær Sharads vision for studenterarbejdet i Nepal er, at de nepalesiske kristne må få et langt større kendskab og en større fortrolighed med Bibelen. Som en gren af dette arbejde bruger det mundrette NBCBS meget tid på deres studenterledere. I juli skal de på kursus, hvor blandt andet Peter skal instruere dem i at bruge sit studiemateriale.

Og han har været meget bevidst om den lokale kulturs spiritualitet samt negative syn på udbredelsen af kristendommen i sin inspiration til materialet:

”Dette er blandt andet grunden til, at jeg valgte at udvikle bibelstudiematerialet over Johannesevangeliet, da det er et skrift som peger meget tydeligt og kompromisløst på, at Jesus er den eneste vej til frelse. Det har været helt vildt fantastisk og et kæmpe privilegium at få lov til at dykke ned i dette skrift med al den dybde og rigdom, der er gemt der,” skriver han.

Udfordringer
Én af de helt store udfordringer i den nepalesiske kirke, er, ifølge Peter, at alle og enhver kan starte en menighed og kalde sig præst. Dette er særligt uheldigt, når mange er meget lidt bevidste om kristen troslære, og accepterer det meste, hvor der bliver sagt Jesus og halleluja.

”Præster har helt utroligt meget autoritet i folks bevidsthed, hvilket gør, at der bliver plantet rigtig mange kirker, fordi alle ønsker at være præster. Der er desværre også en svært usund tendens til fremgangsteologi, hvilket gør præstehvervet særdeles lukrativt for mange.”

Fremgangsteologien hævder, at kristne kan forvente en særlig jordisk rigdom igennem troen på Jesus og modsat vil modtage straf i form af sygdom og fattigdom ved manglende tro.

”Jeg besøgte et slumkvarter, hvor jeg fik at vide, at deres lokale præst prædikede fremgangsteologisk, og at det gjorde at flere af disse mennesker i slumkvarteret følte stor håbløshed omkring deres situation. Når evangeliet handler om jordisk rigdom, så skubber man fattige mennesker ud i kulden. Men sandheden er, at Jesus ikke bare mødte de fattige, han blev selv fattig og ussel at se på.”

Rejs med mission
Peter Højlund er ved at færdiggøre sit arbejde i Nepal og flyver om en måneds tid hjem til Danmark, hvor han til september skal starte med at læse teologi.

Har du planer om at rejse til udlandet for at lære nye mennesker og kulturer at kende, hvorfor så ikke overveje at arbejde med mission som Peter? Du er altid velkomment til at skrive til kfs@kfs.dk eller din lokale KFS-sekretær efter inspiration og input.

Besøg desuden IFES’ hjemmeside på https://ifesworld.org. Læs mere om KFS og mission på kfs.dk/mission.