Kom på udlandsophold med hjælp fra Legatbogen

Kom på udlandsophold med hjælp fra Legatbogen

I KFS elsker vi de gode historier om studerende, der rejser ud for at arbejde som volontører eller hjælpe til i det internationale studenterarbejde, IFES. Hvis du overvejer dette, så læs med her, hvor vi taler med Legatbogen om vejledning og råd til legatsøgning til udlandsophold.

Simon Lindbjerg,  

Det er blevet nemmere end nogensinde før, at komme afsted på et studie- eller praktikophold i udlandet, og for mange studerende er det en stor drøm at tilbringe et halvt år i Australien, USA eller et tredje sted. Desværre er økonomien et benspænd for mange, da studiebøger, rejsekort, og et manglende studiejob måske er en realitet.

KFS har talt med Peter Schou Petersen, der er projektleder hos Legatbogen. Han giver her vejledning og råd til, hvordan du med støtte fra fonde og legater, kan komme afsted på netop dét udlandsophold, som du drømmer om.

Lav en fundraising-plan

“Der er mange steder hvorfra du kan få støtte, hvis du er studerende og drømmer om, at komme afsted på et udlandsophold. Fonde og legater er et godt sted at starte. Det kan være tidskrævende, hvorfor det er en god idé, at lave en fundraising-plan. Med en fundraising-plan sparer du tid ved at arbejde smart og hurtigt.”

“Start med at udvælge relevante fonde og legater, så snart du ved, hvor du skal rejse hen og hvornår du skal afsted. Det er en god idé at starte tidligt, da der er dele af din ansøgningsproces som tager tid, og som du ikke selv kan kontrollere. Din underviser kan holde ferie, når du skal have ham eller hende til at skrive en anbefaling til dig. Dit studienævn kan bruge lang tid på sagsbehandlingen af din forhåndsgodkendelse. Der er altså mange elementer i en fonds- og legatsøgningsproces, hvor tiden er ubekendt, så gå i gang i god tid.”

“Når du søger om støtte fra fonde og legater, skal du vedlægge mange dokumenter. En motiveret ansøgning, dit cv og et budget er eksempler herpå. Vi lægger ikke fingrene imellem, det kan være svært at bevare overblikket. Vi har hos Legatbogen udarbejdet en række vejledninger, der gør dit arbejde med at søge støtte nemmere. Dem finder du her.”

Søg flere fonde og legater

“Den mest tidskrævende del af den samlede ansøgningsproces, er i begyndelsen, hvor du både skal skrive om dit projekt samt indhente alle dine nødvendige dokumenter. Du skal forvente at bruge i omegnen af 20-30 arbejdstimer, før du kan afsende din første ansøgning. Når forarbejdet er på plads, kan du til gengæld regne med, at én fond eller ét legat vil tage dit gennemsnitlig en halv time at søge.”

“Vi anbefaler derfor hos Legatbogen, at du ligeså godt kan søge flere fonde og legater, når du alligevel har lavet alt forarbejdet. Det er ikke altid en fordel at skyde med spredehagl, men som udgangspunkt gælder tommelfingerreglen: Desto flere fonde og legater du søger, desto flere penge kan du få.”

“Hos Legatbogen kan du tilgå mere end 12.500 fonde og legater, ganske gratis. God jagt!”

URL: http://kfs.dk/internationalt/kom-paa-udlandsophold-med-hjaelp-fra-legatbogen/