Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

En dag på World Assembly

Læs en KFS'ers beskrivelse af en dag på den store internationale studenterkonference World Assembly, som afholdes hvert fjerde år.

En dag på World Assembly

Jeg slår øjenene op. Mit vækkeur har ikke ringet endnu, men min ene værelseskammerat går og pusler. Hun skal sikkert ud og tage sig en morgendukkert i poolen. Jeg overvejer, om jeg skal slutte mig til hende, ligesom jeg gjorde i går, men jeg bliver liggende.

Der er varmt og fugtigt på værelset og min anden værelseskammerat sover tungt. Hendes to alarmer begynder nok snart at ringe. Jeg ligger og tænker, at det kunne være rart med lidt alenetid, inden det hele går løs. Jeg kigger på min telefon, klokken er 7:00. Jeg har aftalt med de andre danskere at spise morgenmad klokken 8:00, så det giver mig fin tid. Det er dejligt at komme udenfor. Der er køligere end på værelset – endnu. Solen er ved at stå op og resortet, hvor World Assembly befinder sig, er omgivet af Mexicos smukke bjerge. Der er nogle få andre, som også søger efter en plet med stilhed her til morgen. Jeg sætter mig under et træ og vender tankerne opad.

Da jeg kommer ned til morgenmaden, går jeg mod det bord, hvor jeg plejer at mødes med de andre danskere. Robert er der, men der sidder også nogle, jeg ikke kender. De har sikkert troet, at Robert sad alene, og Robert er for høflig en mand til at sende dem væk. Så morgenen går med at tale engelsk til en pige, som taler fransk. Klassisk WA (World Assembly, red.).

Jeg følges med Camilla og Sara – de to andre studerende fra den danske delegation – over til mødesalen. Mødesalen er det sted, hvor mange af de kulturelle forskelle kommer til syne. Der er eksempelvis ikke særligt mange mennesker i mødesalen, når man tænker på, at mødet snart skal begynde og lovsangen allerede er gået i gang. Jeg bryder min egen strenge og pligtopfyldende danske tradition og spæner over efter en trøje og et tørklæde. Der er nemlig koldt af aircondition i mødesalen, og her er min nederdel og T-shirt, som ellers passer glimrende til vejret i Mexico, lidt for lidt.

Da jeg kommer tilbage, er lovsangen stadigvæk i gang. Vi synger en lovsang, på engelsk, spansk og fransk, som er de tre officielle sprog på WA – og så bliver der også smidt lidt koreansk og russisk ind. Dagens morgentaler er Munther Issac fra Palæstina. Han skal tale over Daniels bog kapitel 3. Han har nogle fantastiske pointer. De løfter virkelig mit perspektiv på livet som kristen studerende i en kultur, jeg ikke er enig med. Men han har også – som mange af de andre talere på WA – en mærkbar autenticitet. Det mærkes tydeligt, at han har står i de udfordringer, han taler over. Han er fuldt ud klar over, at i mødet mellem at brænde eller bukke, ville han brænde. Han har fuldt ud tillid til Jesus.

Efter talen er mange berørte, og da jeg kommer ud i min smågruppe, er det første, der bliver sagt: ”Jeg har bare lyst til at græde nu.” Alle er rørt af den stærke tale, og vi deler med hinanden. Jeg føler mig sindssygt privilegeret over at få lov til at lytte til en ansat fra Kenya og generalsekretæren fra Nigeria, hvor spørgsmålet om at bukke eller brænde til tider er virkelighed. Jeg føler mig enormt beriget af den visdom, som de og alle andre i gruppen deler. Tænk at sidde på en græsplæne på plastikstole i Mexico og dele liv og tro med mennesker fra hele verden! Det rører mig virkelig.

Så er der frokost i det store telt, og min eftermiddag bruger jeg på at læse og forberede et seminar, jeg skal holde senere på konferencen. Resortet summer af mennesker, som lærer af hinanden og vil hinanden.

Efter aftensmaden, som går med at møde nye mennesker, er det tid til aftenmødet. Der er to talere, hvilket ikke er usædvanligt på WA. Den første, Glenn Smith, holder nærmest et akademisk foredrag, hvilket egentlig er meget i IFES’ ånd, men jeg er for træt til at følge med. Den næste taler, Ruth López Turley, gør til gengæld stort indtryk på mig. Igen er det det levede liv bag ordrerne og fortællingen, som går ind. Hun fortæller om, hvordan hun opdagede, at det ikke er hendes egne eller denne verdens ressourcer, hun skal regne med og læne sig op ad. Det er Guds.

I slutningen af aftenen har vi tid til refleksion. Det bliver ledt af generalsekretæren fra Malaysia, Kim Cheng Loh. Ud fra hendes navn skriver jeg ”mega nice dame”. Mine refleksioner er fyldt af de mennesker, som har delt deres liv og tanker med mig i dag. Inklusiv min medrejsende Camilla, som efter morgenmødet summerede op for mig: ”Det er bedre at stå med Jesus i flammerne end at stå uden for uden Jesus”. Word.