STØT KFS BLIV MEDLEM
X

Til Tro tilmelding

Her har du mulighed for at tilmelde dig Til Tro.
Trykt blad med posten koster 150 kroner om året, men er gratis for medlemmer og for givere af mere end 500 kroner sidste år.
Elektronisk Til Tro er gratis for alle.

* Skal udfyldes
X

Kontakt

Udfyld nedestående kontaktformular

* Skal udfyldes

X
luk med esc eller

Endnu et Påskelejr-højdepunkt

12. APRIL 2017

Det afsluttende aftenmøde på Påskelejr 2017 blev en stærkt inspirerende oplevelse, hvor særligt tre indtryk stod klare, da aftenen var slut: kaldet til pionerstudenterarbejde i Grønland, opfordringen til hverdagskristentro og taknemmeligheden for et økonomisk rygstød fra KFS’erne, som slog alle rekorder.

At stå i kø er næppe en yndlingsdisciplin for nogen af os. Men når køen går ind til et aftenmøde, hvor centrum er fællesskab, lovsang og inspirerende forkyndelse, så skaber antallet af mennesker foran dig i køen måske alligevel en varme i sindet: Hvor er vi mange, der gerne vil samles med Jesus i centrum.

Der var unge, smukke mennesker over alt i en pakket sportshal på Skanderborg Gymnasium, hvor et par veloplagte mødeledere og et lovsangsband af vanligt høj musikalsk standard ledte dette afsluttende møde på Påskelejr 2017.

Temaer
Aftenens hovedtema var ”Han er Gud” med et laserpræcist fokus på det liv, vi som kristne er kaldet til at leve ud fra denne sandhed. Og tonen, som skulle blive slået an fra start, var tydelig: Vi har en almægtig Gud, som kalder, sender og udruster os til at leve for ham i netop vores hverdag.

Et underliggende tema for aftenen blev KFS’ vision om etableringen af et studenterarbejde i Grønland. KFS havde sidst på vinteren en fjorten mand stor ekspedition af sted til den store ø i nord, og lejrdeltagerne fik et indtryk af landet gennem et interview med deltagere herfra. ”Hvis ikke KFS starter et kristent arbejde for unge grønlændere, hvem gør så?”, lød det blandt andet fra scenen. Slutteligt blev der bedt for Grønland og iveren for landet blev måske tændt i hjertet på KFS’erne.

Vær udholdende
Én af hovedtalerne på lejren har været Lindsay Brown, der som tidligere generalsekretær i den internationale studenterorganisation IFES, om nogen har været med, når det kommer til etablering af studentermission over hele verden. I hans tale ud fra Andet Timotheusbrev denne aften blev vi alle opfordret til at stå stærke i nåden i Kristus, til at være forberedte på modgang, vise andre anderkendelse, samt at være udholdende og målrettede i livet som kristne.

Brown gav talrige inspirerende eksempler fra hele verden på, hvordan Gud har brugt alle slags almindelige mennesker i sit arbejde for at kalde mennesker til livet i troen på Jesus. Tilbage stod en utvetydig opfordring til KFS’ere over hele landet om at være udholdende, om at vise tillid til Gud i hverdagslivet og om at stole på kraften i hans ord og hans ånd.

Hverdags KFS
Og det er netop her midt i hverdagslivet, at KFS lander, når inspirationen og indtrykkene for lejren fortoner sig fra nethinden, for at, forhåbentligt, at rodfæster sig i sindet.

KFS-grupper er uperfekte hverdagsfællesskaber på studiestederne. Nogle grupper store, andre små. Men netop i denne hverdag har KFS store ambitioner om at lede mennesker til Jesus, så de aldrig glemmer ham. Nu tidligere formand Peter Rask fik det sidste ord denne aften og opfordrede til en god gave fra KFS’erne til at fortsætte dette arbejde, i Danmark og på Grønland.

Og KFS’erne svarede på overvældende vis med en gave, der slog alle rekorder. Det afføder taknemmelighed og ydmyghed, og et helt enormt rygstød til det fortsatte arbejde i KFS med at kende Jesus og gøre ham kendt på studiestederne.
---

Du kan høre og genhøre forkyndelse og undervisning fra Påskelejr 2017 via KFS' podcast