Arbejdsferie med mening for studerende

Assist 2017

26. juni til 2. juli er der ASSIST på Kongevænget, Hillerød. ASSIST er en unik sommerferieoplevelse – en arbejdsferie med mening! Her kan du sammen med andre studerende fra hele landet hjælpe et boligområde i Hillerød, der trænger til en håndsrækning.

Det er 7. gang, vi skal afholde Assist, og det er skønt at opleve, hvordan en uges godhed kan inspirere et boligområde og skabe sammenhold på kryds og tværs.

ASSIST er samarbejde
ASSIST er et samarbejde mellem boligforeningen i Kongevænget, Grønnevang Kirke og Kristeligt Forbund for Studerende. 

ASSIST er både praktisk hjælp og børneaktiviteter
På ASSIST klipper vi hæk, gør rent, maler plankeværk, ordner haver, maler lejligheder – ja, ufattelig mange forskellige opgaver. Det er ikke nødvendigt at være praktisk anlagt – der er opgaver for alle!

Udover praktisk hjælp arrangerer vi også børneaktiviteter for områdets børn om eftermiddagen. Det skaber stor glæde blandt børnene, når studerende gider spille fodbold, lave drager, male T-shirts, spille rundbold, bage pandekager over bål etc.

ASSIST er mere end hårdt arbejde

Efter 6 år har ASSIST nogle gode traditioner, men samtidig er der plads til spontanitet i fritiden.

Mandag aften ankommer vi, lærer de andre deltagere at kende og introduceres til området.

Tirsdag, onsdag, fredag og lørdag arbejder vi i dagtimerne, mens eftermiddage og aftener byder på bl.a. badetur til Esrum Sø, et par foredrag om livsnære emner, spilaften, (forhåbentlig) solbadning på en nordsjællandsk græsplæne, arabisk grill, vandpibe, røverhistorier og masser af hygge… Og alt det vi finder på undervejs :-)

Torsdag kommer der til at være et ophold i arbejdet, hvor KFS-ansatte arrangerer en tur for alle ASSIST-deltagere.

Lørdag slutter vi arbejdet med kaffebord hvor beboere og studerende kan tage afsked, samt en festaften for deltagerne.

Og søndag formiddag deltager vi i den lokale gudstjeneste, inden vi drager hjemad.

ASSIST er for alle studerende
ASSIST er arrangeret af en kristen studenterorganisation, men vi ønsker at samle alle studerende, der har lyst til at give en hånd og være en del af et unikt fællesskab i en uges tid.

ASSIST er skruet sådan sammen, at lejren er relevant uanset livssyn. Om man er religiøs eller ej, kristen, muslim eller buddhist, så er man velkommen, ASSIST er for alle! Er du medlem af KFS, så er det oplagt at invitere studievenner med, for her kan I bruge tid sammen uden læseplaner og eksamener hængende over hovedet.

ASSIST er utrolig billigt!
Det koster kun 250 kroner for en hel uges ASSIST, inklusiv mad, overnatning osv. – Det er nærmest for billigt til ikke tage med – det er næsten for dyrt at blive hjemme!

Følg os på Facebook

 (der er nu lukket for tilmelding)

For yderligere info:

Hans-Christian Vindum Pettersson, KFS-sekretær og lejransvarlig (hc@kfs.dk / 26 14 14 99)